May 15th 2012

Måtte jeg undervise DIT barn?

Folkeskolen bryster sig at være rummelig og at afspejle mangfoldigheden i samfundet. Ord som inklusion og en del af fælleskabet er de nye hotte ord i diskursen for tiden

Men er folkeskolen virkelig så rummelig og inkluderende? Afspejler den virkelig det omkringliggende samfund? Ja på børnesiden må man på godt og ondt sige, at folkeskolen er MEGET rummelig. Flere og flere børn enkelt integreres og tilbageføres fra specialklasser til den lokale folkeskole, men når det drejer sig om lærerstaben, så er virkeligheden en anden

Min erfaring er desværre at rummeligheden og inklusionen ikke rækker til at ansætte en hørehandicappet lærer, hvilket jeg slet ikke forstår. Hvorfor er det lige at et hørehandicap gør, at man på forhånd er diskvalificeret. Hvorfor kigges der ikke på mennesket/læreren bag instedet på funktions nedsættelse? Ja det kan godt være, der skal lidt villighed til for at inkluderer mig, men til gengæld bidreger jeg med så mange andre ting.

Jeg bliver ked af det, målløs og lidt modløs, når meldingen er at jeg ikke engang kæmper for lige fod med andre ansøgere, men udover skal bevise MERE, at jeg skal kunne mere end normalt hørende for komme i betragtning. Det er ikke fordi jeg beder om positiv særbehandling, men bare om at jeg ikke er ekskluderet på
forhånd.

Et langt stykke hen af vejen er jeg sikker på det drejer sig om uvidenhed. Rundt om skolerne aner de ikke, hvad det vil sige at have CI eller, hvad det betyder at ansætte en lærer med CI.
Jeg kan fornemme at forestillingen er meget anderledes end virkeligheden. Udgangspunktet fra uvidende er ofte at man som CI lærer hører til på specialskoler for døve/tunghører børn, eller man bør undervise CI børn. Det er ikke fordi disse overvejelser altid er forkerte, men man er bare ikke nødvendigvis kvalificeret til at arbejde med hørehandicappede børn, fordi man selv er CI bruger. Ligesom der er stor forskel på normalt hørende, så er der også på Ci brugere og på, hvor godt de

fungere høremæssigt
Jeg ved godt at arbejdsmarkeds situation lige nu ikke er specielt gunstik for skolelærere. Der er ikke just lærermangel og nyuddannede står i kø efter job. Derfor forventer jeg heller ikke, der bare kommer en stilling dumpende ned i hatten til mig. Alt hvad jeg beder om en fair chance – en chance med samme odds som andre

May 14th 2012

Tak!

Dagens blogindlæg er en helt speciel tak, til en ganske særlig person som har stor betydning for, jeg er kommet så vidt, som jeg er i dag.

For et par måneder siden erfarede jeg med stor tristhed,, at denne person ikke længere er ansat på Gentofte hospital. Min personlige holdning er, at CI verdenen på den baggrund er blevet lidt fattigere.

Jeg oplevede Majken Holm Jønsson, som en ildsjæl. En af de få i systemet der lige går det lille stykke ekstra og strækker sig lidt længere for at hjælpe. En der ser hele mennesket bag patienten og ved at det ikke kun drejer sig om skaden/lidelsen, men om at få hele personen bag med.

Igennem hele mit forløb med sygdom, CI operation og kampen tilbage til livet, var jeg så heldig at have Majken. Hun er om nogen ansvarlig for at jeg kom så nogenlunde helskindet igennem en så stor livomvæltende hændelse. Jeg har slet ikke tal på alle de gange, hun har stillet op for mig. Har trukket mig op af hullet, når læsset væltede, for slet ikke at tale alle de kampe mod systemet, hun har hjulpet med, når mit overskud svigtede.

Jeg husker stadig lige så tydeligt første gang jeg mødte Majken på Gentofte Jeg ankom med Falck og liggende transport, for at få min hørelse undersøgt. På det tidpunkt vidste jeg ikke, det var sket med at høre normal – at det var CI- operation, der stod på tapetet. Jeg var bange, træt syg, deprimeret og langt nede. Alligevel så husker jeg, hvordan hun stod der i døren og sendte min det største smil. Hun så MIG og talte til mig. Ikke hen over hovedet på mig som alle de andre sundhedsfaglig personer jeg til nu havde været i kontakt med. Her var for første gang en der henvendte sig til mig og ikke mine pårørende. Det var mig der talte og hvordan jeg havde det i alt dette kaos.

Majken havde altid tid at lytte også mens jeg endnu ikke kunne høre. Hun hjalp med kommunikationen til læger/sygeplejerker og min familie. Hun manglede heller ikke da jeg blev overflyttet til Gentofte Ligesom hun stilede op om morgene inden min operation, fordi hun vidste jeg var panisk angst for operationen,. Noget der sikkert for andre lyder som små ting, som for mig betød alverden.

Efter udskrivningen stillede Majken op med den assistance vi virkelig behøvede for at finde vej gennem de offentlige systemer ,så vi kunne få noget hjælp hjemme

Hun var der også i de perioder jeg sørgede voldsom over tabet af min hørelse. I mine forsøg på at affinde mig med det som var sket Jeg har ikke tal på alle de gange Majken har samlet mig op, ar taget sig tid til snakke med mig, til at lytte og læse alle mine lange mail med bekymringer. Jeg var aldrig i tvivl om, hvor jeg altid kunne hente hjælp og selv det på ingen måde var en del af hende job.

For mig har det altid været en positiv oplevelse at komme på Gentofte. Det var rart at vide Majken altid tog sig tid til at komme forbi venteværelset, når man skulle til justering – bare lidt for at hilse på og høre hvordan det gik

Nu er Majken holdt på Gentofte og det vil ALDRIG blive det samme at kommer der mere. Jeg vil virkelig savne hende og jeg ved jeg ikke er den eneste.

Kære Majken, hvis du læser med, så TAK for alt. DU er savnet og dette er min måde at give dig den tak du så meget fortjener og som jeg ikke er helt sikker du fik andre steder
Vi er MANGE som har nydt godt at din støtte igennem årene. Som opdagede, hvad det betyder at have dig som sikkerhedsnet. Vi har oplevet din varme person, din evne til at lytte og støtte og få os tilbage i livet som hele mennesker. VI vil savne dig rigtig meget
Jeg er så ked af jeg ikke vidste du holdte. Ville gerne have sagt rigtigt farvel for selv om vi ikke har snakket sammen længe så tænker jeg utrolig tit på dig og alt hvad du har gjort for mig. Vile gerne have fortalt, hvordan det går mig nu, for jeg tror det vil have glædet dig – OG en kæmpe del af det er din fortjeneste

April 15th 2012

To be or not to be – a teatcher

Det er åbenbart spørgsmålet for rigtig mange, når man er CI-opereret, men ikke for mig.

Jeg har elsket at være skolelærer lige fra første sekund og er slet ikke i tvivl om at jeg er havnet på den rigtig hylde. Elsker stort set alle aspekterne ved mit arbejde og ved jeg er en god lærer

Lige fra begyndelse har jeg dog stort set, kun hørt folk udtale sig negativ om mine muligheden for at vende tilbage til mit erhverv
Allerede under første samtale på Gentofte, skød lægen en stor fed pil igennem det håb. “Det kommer ikke til at ske Anne – det kommer du ikke at arbejde med igen” – og så opremsede ham ellers alle grundende til, det ikke kunne lade sig gøre. Hård besked når det i samme øjeblik går op for en, at man aldrig kommer til at høre normalt igen.

Hele vejen igennem har jeg stort set kun mødt folk som ikke troede på, det kunne lade sig gøre. “Du kommer ikke til at høre godt nok”. “Kan du stole nok på din hørelse”. “Og hvad med støjen”. “Det bliver alt for hårdt”. Det var et kæmpe slag for mig, for hvad så. Hvad pokker skulle jeg så være. Det er ikke nemt at skulle vælge et andet erhverv når man elsker, det man har.
Indtil den dag jeg tog snakken med min hørepædagog. Hun fik mig til at tro på at viljen er en stor del af vejen. AT brænder men rigtig meget for noget og er villig til at ofre lidt, så er man allerede et godt stykke på vej. Samtidig bliver jeg også ufattilig stædig når nogen fortæller mig, at det kan jeg ikke. Så får jeg en ustyrlig trang til at modbevise.

Det var en hård vej at overbevise jobkonsulenten og jobcentret om min ide var god, men jeg måtte bare prøve det. Kunne ikke lægge drømmen fra mig, før jeg havde givet det en chance. Hvis den fejlede, så vidste jeg, det var nemmere at tage nederlaget og sige ok så gik det ikke – jeg må videre. Heller det end konstant at gå med tanken – Hvad nu hvis?

Jeg prøvede og fejlede BIG TIME. Det fungerede slet ikke med den skole, jeg kom på. Følte mig totalt malplaceret og fik aldrig en chance for at være en del af stedet. Jeg måtte erkende, at det gik bare ikke. For mig var det et kæmpe nederlag og jeg mistede den smule selvtillid, jeg havde på det tidspunkt fuldstændigt. Heldigvis kunne jeg efter et stykke tid godt se, det var andre omstændigheder end min hørelse, der gjorde udslaget på fiaskoen. Det var det forkerte sted og tid ,der gjorde at det ikke fungerede

Efter min barsel fik jeg mod på at prøve igen og fandt selv en skole som gerne ville have mig i arbejdsprøvning. 20. august 2011 startede jeg som lærer i en specialklasse på en ganske alm folke skole. Det var en stor succes. Efter juleferien bad de selv om at beholde mig i løntilskud frem til sommeferien.

Det har hele vejen været så god en oplevelse. Jeg deltager fuldt ud på lige fod med alle mine kolleger. Har de samme opgaver, det samme ansvar og bliver behandlet på fuldt ud samme måde. Selvfølgelig er der situationer, hvor nogle ting er sværere for mig, Hvor det kræver nogle hensyn eller en anden tilgang til samarbejdet, men jeg føler aldrig jeg falder igennem. Jeg bliver træt – MEGET træt og nogle dage er det også svært at klare støjen, men jeg KAN og det betyder alverden for mig. Syntes jeg har fået mit liv tilbage. For mig betyder det alverden at der er brug for mig, at jeg har noget at stå op til og kan arbejde med noget jeg elsker..

SÅ TO BE or NOT TO BE a teatcher er ikke længere et spørgsmål for mig

March 19th 2012

Kan man melde sig ud af sit CI Liv?

jeg hørtejeg hørte engang en psykolog udtale at et hørehandicap er et af de mest identitetens indgribende handicap – eller i hvert tilfælde kan være det. Først forstod jeg ikke helt, hvad vedkommende mente og hvis jeg gjorde, var jeg nok heller ikke helt tilbøjelig til at give ham ret. Alligevel bliver jeg nødt til at indrømme, at der kan være noget om snakken.
Der er selvfølgelig flere årsager til, jeg har været væk fra CIF i en længere periode – en ny baby, der ikke er hverken baby eller ny mere, er en af årsagerne. Den anden store og nok mest afgørende årsag er en identitetskrise, der lige så stillende kom krybende
Jeg fik rigtig svært ved at finde ud af, hvem jeg. Var jeg døv, hørende eller CI bruger. Hvordan jeg skulle leve mit liv, definere mig selv og ikke mindst, hvordan jeg fik alt dette til at hænge sammen med alle de andre ting .jeg også er/var. Følte mig ikke som døv og nok heller ikke som CI – bruger. For mig er/var det nok mest en hjælpeforanstaltninger for at kunne høre, men ikke en der definerede mig.
Mit liv lever jeg på rigtig mange måder som alle andre ganske almindeligt hørende og så alligevel ikke. For det første, så er der nogle gange, hørelsen bare kommer til kort. Situationer hvor der må andre strateger eller hensynstagen til. Nogle gange gør det ondt og er svært. Andre gange betyder det knap så meget
For det andet så har samfundet det altså med at putte mig i kasser. Uanset om de er ment eller ej, så er mit hørehandicap, det første de ser og ikke Anne, skolelæreren, den gode veninde, mor til 3 eller andet heft også er. Det kan gøre det virkelig svært at holde fast i sit eget selvtillid, når andre konstant prikker til det
Derfor meldte jeg mig ud – ikke af CIF, men af mit CI liv – hvilker ret beset er dumt og måske i virkeligheden også umuligt når de nu engang er det, MEN jeg havde brug for denne øvelse. Brug at finde mig selv i alt dette. Brug for Ikke at skulle tænke på justeringer, hørehensyn, teknik gejl og alt det andet der følger med.
Derudover havde jeg også brug en pause fra CIF. Ikke fordi jeg ikke “gad mere, men fordi det pludselig ikke harmonerede med mit behov for at finde mig selv. Hvordan skulle jeg kunne finde min identittet i en forening der dyrkede det jeg prøvede at løsrev mig fra
I dag ved jeg at det ikke hænger sådan sammen. 1½ år og mange overvejelser senere er jeg blevet meget klogere: Har indset at det der med at komme i en forening, intet behøver at have med min identitet at gøre. Jeg kan sagtens leve med min egen selvopfattelse som et alm hørende individ og så alligevel have masser af gavn af CIF. Uanset om man er hørende eller CI bruger, så har mennesket behov for at kunne spejle sig selv i andre, at kunne finde et fælleskab, med noget som ligner os. Det er værdifuldt i sig selv også selv om vi på mange andre punkter er meget forskellige. Det er værdifuldt at kunne give og få råd af andre i samme eller nogenlunde samme livssituation, især en verden hvor der ellers ikke er for meget hjælp at hente i det officielle system
Derudover så man vel aldrig får for mange venner og bekendte. Jeg elsker at snakke, at møde mennesker og høre om andres liv og bedrifter. Det uanset om det er CI brugere eller normalt hørende
Derudover er der en lang række af andre årsager til, det er dumt at melde sig ud af sit CI -liv. Ligesom jeg også råt rettet briller eller køber sko, hvis de klemmer så bør kan også ind i mellem få sine CI justeret. Lige nu er det lige omkring 2 år siden jeg sidste fik en justering – OG DET MÆRKES

Jeg at høre markant dårligere, end jeg ellers har gjort. Jeg er i højere grad præget at hovedpiner og tør slet ikke tænke på, hvor mange lyde jeg går glip af. Derfor afstod med mig.. Det skal gøre NU, så jeg kan få min gode dl tilbage. Jeg er bare rigtig dårlig til lige at få mig taget sammen til at bestille tid

Konklusionen på alt dette er at man kan selvfølgelig godt (i teorien) melde sig ud af sit CI liv, men hvorfor? LIvet bliver jo hverken mere eller mindre anderledes af den grund og man kunne jo risikere at gå glip af noget godt
engang en psykolog utale sg at, at et hørehandicap er et af de mest identititest forstyrrende – eller i hvert tilfælde kan være det. Først forstå jeg ikek helt hvad vedkommene mente og hvis jeg gjode var jeg nok heller ikke helt tilbøjlig tila t give ham ret. Alligevel bliver jeg nødt til at indrøme, at der kan være noget om snakken.

Der er selvfølgeli gflere rsagr til, jeghar været væk fra CIF i en længere periode – en ny baby der ikek så hverken baby eller ny mere er selvfølgelig en af årsagenre, men den anden store og nok mest afgørende årsag er en dentitskrise der lige så stillende kom krybende

Jeg fik rigtig svært ved at finde ud af hvem jeg var døv, hørende, CI bruger. Hvordan jeg skulle leve mit li, definere mig selv og ikke mindt hvordan jeg fik alt dette til at hænge sammen som ale de andre ting jeg også er/var. Følte mig kke som døv og nok heller kke som CI – bruger. For mig er/var det nok mest en hjælpeforanstaltnign for at kunne høre, men ikke det der definerede mig. Mit liv lever jeg på rigtig mange måder som alle andre ganske almindeligt hørende og så alligevel ikke.
For det første så er der nogle gange hørelsen bare kommer til kort. Situationer hvor der mp andre stratiger eller hensynt til. Nogle gang e gør det ondt og er svært. Andre gange betyder det knap så meget
For det andet så har samfundet det altså med at putte mig i kasser – uanset om de er ment eller ej, så er mit hørehandcap det første de ser og ikke Anne, skolelæreren, den gode veninde, mor til 3 eller andet andet hef også er. Det kan gøre det virkelig svært at holde fast i sit eget selvbilled når andre konstant prikker til det

Derfor meldte jeg mig ud – ikek at CIF, man af ,it CI liv – hvilker ret beset er dumt og msåke i virkeligheden også umuligt når de nu engang er det, MEN jeg havde brug for denne øvelse. Brug at finde mig selv i alt dette. Brug for ike at skulle tænke på justeringer, hørehensyn, teknk gejl og alt det andet der følger med.
Derudover havde jeg også brug en en pause fra CIF. Ikek fordi ikek “gad mere, men fordi det pludselig ikke harmonerede med mit behov for at finde mig selv. Hvordan skulle jeg kunne finde min identittet i en forening der dyrkede det jeg prøvede at løsrve mig fra

I dag ved jeg at det ikek hænger sådan sammen. 1½ år og mange overvejelser senere er jeg blevet meget klogere: har inndset at det der med at komme i en foreninger overhovedet intet behøver at have med min identitet at gøre. Jeg kan sagtesn leve med min egen selvopfattelse som et alm hørende individ og så alligvel have masser af gavn af CIF. Uanset om man er hørende eller CI bruger så har mennesket behov for at kunne spejle sig selv i andre, at kunne finde et fælleskab men noget som ligner os. Det er værdifuldt i sig selv ogsåå selv om vi på mange andre punkter er meget forskellige. Det er værdifuldt at kunne give og få råd af andre i samme eller nogenlunde samme livssituation, især i en verden hvor der ellers ikke er for meget hjælp at hente i det officielle sstem
Derudover så man man vel aldrig får for mange venner og bekendte. Jeg elsker at snakke, at møde mennekser og høre om andres liv og bedrifter og det uanset om det er CI brugere eller normalt hørende

Derudover er der en lang række af andre årsget til, det er dumt at melde sig ud af sit CI -liv. Ligesom jeg også råt rettet briller eller køber ne sko hvis det klemmer så børm kman også ind i mellem f sine CI justeret. Lige nu er det lige omkring 2 år siden jeg sidste fik en justering – OG DET MÆRKES

Jeg høre markant dårligene end jeg ellers har gjort. Jeg er i højere grad præget at hovedpiner og tør slet ikke tænke på hvor mange lyde jeg går glip af. Derfor afsted med mig.. Det skal gøre NU, så jeg kan få min gode ld tilbage. Jeg er bare rigtig dårlig til lige at få mig taget sammen til at bestille tid

Konklusionen på alt dette er at man kan selvfølgelig godt ( i teorien ) melde sg ud af sit CI liv, men hvorfor?. Liet bliver jo hverken mere eller mindre anderledes af den grund og man kunne jo risikere at gå glip af noget godt

March 18th 2012

Et dejligt gensyn

Hvorfor er det lige at et gennemorganiseret, logistisk og struktureret menneske som jeg altid ender med

1. at komme for sent afstod
2 at må vende om efter glemte genstande
3 alligevel at have glemt noget

AT det overhovedet lykkedes mig at nå frem til Middelfart uden at være timer forsinket, er i sig selv imponerende, når følgende tages i betragtning

1. venstre forhjul på bilen punkteret
2. Endelig afstod, men må vende om allerede inden motorvejs tilkørslen – Er stukket af med mandens pung, visa kort og jakke
3. Når mirakuløst til Køge efter Hr. KOK ( bemærk lige navne sammenfald :-) ) – MEN AKT nødvendig CI reserve del ligger hjemme
4. Hjemme igen – nødvendig CI reservedel indsamlet og pakket – Der tisses af IGEN og endelig kan vi sætte snuden mod Middelfart

I virkeligheden er det imponerende hvad og hvor meget der af verden, der kan nå at blive på en bil tur varede 1.37 min og 48 sec

Vi nåede vidt omkring

Navne sammenfald
støjmålinger – til orientering kan jeg meddele at når det var værst så præsterede citroen’en, omk. 80 dB – gudskelov for smartphone apps uden dem havde vi været denne vildt nytte oplysning foruden
lystfisker historier og bjørnejagt
Bornholmerturen igen
og meget andet som makke kommer frem over den næste flaske rødvin

Jubilæumsfeste og denne generalforsamling var det første CIF arrangement i gennem en længere periode og det var præcis lige så hyggeligt, sjovt og inspirerende som det plejer at være. Det var lidt som at komme hjem igen. Først der opdager men rigtigt, hvor meget man egentlig har savnet samværet og fælleskabet. Hvor dejligt det er, så se så mange “gamle” Ci Vemmer og at møde en masse nye

Det er også fantastisk at opleve, hvor inspireret man bliver – Tror jeg har fået de første 20 emner foræret til min blog på godt det døgn, vi var samlet – så til jer der stadig følger med – forbered jer på, det vil handle en del om GF de næste par indlæg. Nyder jo muligheden for at diskutere og blive inspireret af nogle gode CI snakke.

Herfra lyder i hvert tilfælde en STOT til alle involverede i jubilæumsarrangementet for en fantastisk weekend tak til alle der muliggjorde dette arrangement to GF alle som møde op og festliggjorde det

OG Kenneth – du skylder mig en dans:-)

March 15th 2012

Fra hørende til døv til hørende

I begyndelsen af Februar havde jeg besøg af 2 journalist studerende for at lave et interwieuw om, hvordan det er at gå fra døv til hørede med CI. Det kom der dette lille indslag ud af

Den er lavet af Mette Rørhman Bau og hende kollega. Mette er selv mor til er pige med CI.

Jeg har tidligere i andre sammenhæng fortalt om min sygdom og hvordan det er at gå fra hørende til døv og derfra til at være CI- bruger. Alligevel var denne oplevese utrolig lærerig for mig . Når andre stiller spørgsmålene og måske nogle spørgsmål man ike tidligere har funderet over, så giver det – i hvert tilfælde for mig en utrolig indsligt. SKal gerne indrømme at jeg mange gange virkelig måtet tænke mig godt om før jeg svarede, – fordi jeg simpelthen ikke havde set tingene den vej rundt

Denne lille video er selvfølgelig ikke hele sandheden om mit liv som Ci bruger, men jeg syntes rent faktisk det er lykkedes de 2 at tegne et godt billed af hvordan det er for MIG

Da videoen er beskytte at ophavsretten gør jeg opmærksom på at den ike må gengives andre steder.

March 14th 2012

En del af fælleskabet

Regeringen lancerede fornylig deres forslag til en ny reform af Førtidspensonen/flexjob-ordningen under titlen:

“En del af fællesskabet”

Der er virkelig noget ved retorikken i denne overskrift, som nager mig;

“hvad er det for et fælleskab” vi ikke er medlemmer af?

Anses folk i disse ordninger ikke som værende en del af fællesskabet og hvorfor ikke?. Er man ikke en del af fælleskabet, hvis man ikke kan arbejde på ordinærer vilkår eller har mistet sin arbejdsevne?

Jeg syntes, det er et utrolig kedeligt signal at sende

Nu er jeg hverken på FT- pension eller i flexjob-ordning, men det er ikke urealistisk, jeg kunne havne som flexjobber – Pt er jeg i et afklaringsforløb. Alligevel anser jeg mig bestemt som værende en del af fælleskabt – hvilket flexjobbere og FTP også bør gøre.

Enten bidrager de stadig med arbejde og skatter til at samfundet=fælleskabet, kan løbe rund eller også har de allerede gjort

Jeg er med på, at når riget fattes penge, så skal vi alle være med til at bære sparelæsset, men nager mig, at man deler regningen ud til dem som i forvejen ligger ned. Dem som i forvejen kæmper for at være en del af fællesskabet – NU kan de så med regeringen nye reform få del i dette fælleskab – bare ikke på lige vilkår.. Der bliver istedet et A og et B hold

Tanken om at alle skal bidrage, også selv om de kun kan bidrage ganske lidt er smuk og god, men den klinger meget hult når man i forvejen ikke kan skaffe job til de mange flexjobbere som går arbejdløse – hvor skal alle de mange ekstra stillinger komme fra . Stillinger til dem som kan arbejde uden 12 timer om ugen. Jeg har svært ved at se det logiske i det forslag som dette i en tid med stor arbejdsløshed og hvor folk med funktionsnedsættelser i forvejen har ekstra svært ved at kæmpe med i kampen om jobbene. Dk er ikke lige frem kendt for åbenhed overfor det lidt fremmede på arbejdsmarkedet

Jeg har bestemt ikek lyst tiil at fremstå, som en der bare kræver ind og rager til sig.. Jeg vil faktisk rigtig gerne bidrage med alle mine kompetaner for at få samfundet til at løbe rund – Desværre er det rigtig svært at få lov til og nu skal man også straffes for det

February 20th 2012

Hvornår bliver det hverdag?

For 3 år siden da mine CI lige var tilslutte, var jeg 200% overbevist om at jeg aldrig ville vænne mig til den nye lyd. KUnne ikke forstille mig det nogensinde blev “hverdag” igen
Men som med så meget andet, så arbejdet tiden for en og om man vil det eller ej, så indfinder hverdagen med madpakker, vasketøj, aftensmad og rengøring lige pludselig.

Her 3 år efter kan man vel godt sige, det er blev hverdag. Jeg levet et ganske alm liv med mine CI – jeg føler mig hverken handicappet eller hørehæmmet. Jeg føler mig som ganske alm menneske. Et menneske der på lige fod med alle andre, har sine genvordiheder at slås med
JA jeg er anderledes og JA jeg har mine begrænsninger, men på et tidspunkt i alt dette her var jeg nødt til at træffe et valg – Et valg om hvordan jeg ville leve mit liv frem over. Vile jeg lade mig begrænse , ville jeg lade folk katagorisere mig og sætte mærkat på, eller vil jeg leve mit liv som før, med de knubs det nu måtte give, fordi mine vilkår jo have ændret sig. For mig var det egentlig ikke noget reelt valg Jeg kendte jo kun en måde at leve at livet på. Den måde jeg havde gjort de siste 38 år. Ville simpelthen ikke hvordan eller til hvad jeg skulle ændre levevis, selv om det måske høremæssigt have været uendelig meget nemmere. For ingen tvivl – det koster høremæssigt at tage de valgt jeg har truffet. Det koster til tider blod sved og mange tårer, MEN det er det hele værd – Det er værd at leve et livt fuldt og helt..
Alt dette smitter selvfølgeli gogså af på selvopfattelsen – Jeg ser nok ikke så meget mig selv om en CI- bruger.. men lagt mere som et ganske alm menneske der tilfældigvis bruger CI for at kunne høre. Måske ikke alle kan se forskellen, men for er det stor forskel på de 2 begreber… CI er et hjælpemidden — den definerer IKKE hvem jeg er

og som svar på spørgsmålet i overskriften – så JA det bliver hverdag igen, MEN selv om man kan blive så meget dus med sin CI at man glemmer det, når man går i bad, så vil der altid opstå situationer hvor man bliver mindet om det der ikke længere er

February 1st 2012

Er bloggen død

Har længe overvejet om bloggen var død – om der var mere at skrive om.

Ja det er en vanvittig livsomvæltende ting pludselig at miste hørelse. Ja det fylder rigtig meget i en periode og Ja man tror aldrig, det bliver hverdag igen.

Men pludselig kommer den alligevel snigende – hverdagen. Den hverdag man slet ikke kan forstille sig midt i alt kaoset.

Det ikke den samme hverdag, man vågner på til. Det en hverdag, hvor man igen skal lære sg selv at kende. En hverdag hvor man konstant/mange mange bliver mindet om at intet er det samme mere. En hverdag med spørgsmål om hvilken verden man høre til i og hvordan man lærer at leve med sine nye udfordringer.

Denne hverdag har jeg igennem længere tid oftere og oftere haft behov at skrive om/ned – om ikke andet så for mig selv. Skrive om alle de tanker og følelser der opstår mens, man forsøget at blive dus med hverdagen igen. Det er vgtig for mig ikke at hænge fast i fortiden og derfor bliver denne blog meget andet end mine Ci og mit høre handicap – Det bliver et indblik i mit liv hvor mine Ci spiller en rolle, men ikek dominerer mig.. jg er færst og fremest menneske, kone, kærste, mor, veninde, søster, datter og dernæst og Ci bruger. Jeg glæder mig til at få gang i bloggen igen, som først og fremmest skal hane en ansigtløftning og et ny design

July 2nd 2009

Den norske sprog er en svær en :-)

Her gik jeg lige i min egen selvfedhed og troede, at jeg bare ingen (eller i hvert tilfælde næsten ingen) høreproblemer havde. Jaja jeg ved godt, det måske er en smule naivt eller urealistisk, om i vil, men jeg oplever faktisk kun sjældent, at have problemer med at høre/forstå, hvad andre siger. Det er ikke fordi at min CI hørelse overhovedet, når i nærheden min gamle hørelse, men fordi jeg faktisk i følge eksperterne klare min ovenud godt og over forventning. OG så er jeg i den grad god til at kompensere, til at lave små strategier, som gør det ud for den hørelse, jeg mangler.

Min evne til at kompensere falder ret naturligt for mig. Det er ikke noget jeg tænker bevidst over – og så alligevel. Spørger du mig præcis, hvad det er jeg gør, så vil jeg nok umiddelbart være dig et svar skyldigt. Jeg ved det simpelthen ikke, fordi jeg ikke tænker over det. Det er først i de situationer, hvor mine evner til at kompensere fejler, at jeg overhovedet lægger mærke til dem

I dag var en af de gange, hvor jeg bare ikke kunne kompensere hverken bevidst eller ubevidst. Min hørelse faldt godt og grundigt igennem og nu her bagefter sidder jeg en smule frustreret, fordi jeg ikke helt kan greje, hvad der gik galt og så ved jeg jo alligevel godt. Har det bare træls med, at indrømme det for mig selv, da det er lige præcis i de øjeblikke, jeg bliver konfronteret med det jeg aldrig får tilbage – min egen hørelse

I dag kom endnu en vikar for at ordne såret på min fod og denne gang endda en norsk af slagsen. Det stod min CI af. Hendes syngende stemme og alle de mange lyde jeg ikke kender, kunne hjernen ikke kompensere for. Jeg kunne sagtens høre hende, men forstod ikke – i hvert tilfælde ikke meget af det og måtte have hjælp af min mand. Jeg hader de situationer, hvor jeg skal hjælpes. Føler mig umyndiggjort selv om, det er mig selv der beder om hjælpen. Bliver sur på mig selv, fordi jeg ikke kan, fordi jeg ved, at havde jeg ikke mistet hørelsen, så ville det ikke have været problem, MEN mest af alt bliver jeg sur på mig selv, fordi jeg ikke orker. Orker ikke at bruge energien på, at forstå endnu en i den lange af række af vikarer, orker ikke igen at forklare, igen at skulle høre folk velmenende “hjælp”. Jeg ved godt det ikke er rimeligt. Vel godt det ikke er succesfuld strategi og alligevel så tillader jeg mig selv denne følelse ind i mellem uden fortrydelse og dårlig samvittighed. Jeg er nemlig også bare et menneske og selv om jeg selv som hørehandicappet har et stor del af ansvaret for kommunikationen, så vil jeg også have lov at hold fri ind i mellem

Next Page »